Midtsjællands Vævekreds
§1 Navn og hjemsted
Stk. 1
Foreningens navn er ”Midtsjællands Vævekreds”.
Stk. 2
Foreningens hjemsted er Borup, Køge Kommune.
§ 2 Formål
Det er foreningens formål:
- at fremme forståelsen og respekten for det tekstile håndværk,
- at bevare og forny vævetraditionerne,
- at vi gennem arbejde i et fælles værksted kan inspirere og udfordre hinanden,
- at erhverve viden gennem kurser, foredrag og ekskursioner,
§ 3 Medlemsforhold
Som medlem kan optages enhver, der har interesse for det tekstile håndværk.
§ 4 Generalforsamling
Stk. 1
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed i foreningens anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden 1. maj og indkaldes senest 14 dage forinden via udsendt nyhedsbrev til medlemmerne med følgende dagsorden:
- Valg af dirigent og to stemmetællere
- Formanden aflægger beretning om årets forløb
- Aflæggelse af revideret regnskab v/ kassereren
- Godkendelse af kontingent for det kommende år
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af bestyrelse og suppleanter
- Valg af revisorer og revisorsuppleanter
- Eventuelt
Forslag, der ønskes behandlet, skal være formanden i hænde senest 8 dage før afholdelsen af generalforsamlingen.
Alle medlemmer, som ikke er i kontingentrestance har stemmeret. Der kan alene stemmes ved personligt fremmøde.
Stk. 2
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller af mindst 20 medlemmer, når en skriftlig motiveret dagsorden foreligger. En ekstraordinær generalforsamling kan alene behandle de dagsordenspunkter, som fremgår af det fremsendte dagsordensforslag.
Stk. 3
Der skal sædvanligvis et flertal af de fremmødte medlemmer til at vedtage et punkt på dagsordenen. Ved ændringer af foreningens vedtægter skal dog mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemme herfor.
§ 5 Bestyrelsen
Stk. 1
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges for to år ad gangen. Tre medlemmer vælges på lige år og to medlemmer vælges på ulige år.
Endvidere vælges 1 suppleanter samt en revisor og en revisorsuppleant.
Stk. 2
Bestyrelsen konstituerer sig med valg af formand, næstformand og kasserer.
Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 3
Bestyrelsen kan nedsætte arbejdsgrupper til gennemførelse af aktiviteter og arrangementer. Arbejdsgrupperne refererer til bestyrelsen, som har det endelige ansvar.
§ 6 Tegningsret og hæftelse
Stk. 1
Foreningens medlemmer samt foreningens bestyrelse hæfter ikke for foreningens forpligtelser. Foreningen hæfter således alene med sin formue.
Stk. 2
Foreningen tegnes af bestyrelse ved formanden og kassereren, og disse disponerer på foreningens bankkonti alene hver for sig. De daglige bankforretninger foretages af kasseren via Netbank.
§ 7 Regnskab og revision
Stk. 1
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2
Kontingentet for det kommende år fastsættes på den ordinære generalforsamling.
Stk. 3
Foreningens midler skal, bortset fra mindre beløb til foreståelse af den daglige drift, placeres i pengeinstitut eller tilsvarende.
Stk. 4
Regnskabet skal give et retvisende billede af foreningens økonomi, og det skal indeholde driftsregnskab og status.
Stk. 5
Regnskabet revideres af en revisor valgt på den ordinære generalforsamling. Revisor behøver ikke være revisor af profession, men revisionen skal opfylde de krav, som Køge Kommune fastsætter.
Stk. 6
Det reviderede regnskab skal forelægges formanden fire uger inden generalforsamlingen og underskrives af hele bestyrelsen, så det kan forelægges til godkendelse på den ordinære generalforsamling.
§ 8 Opløsning af foreningen
Stk. 1
Foreningen kan kun opløses, hvis det vedtages på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst ¾ majoritet blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer begge gange.
Der skal være mindst 14 dage mellem første og anden generalforsamling.
Stk. 2
Såfremt opløsningen af foreningen er lovligt besluttet, tilfalder foreningens ejendele og formue Dansk Tekstillaug – væv, tryk og broderi til fordeling til almennyttige formål i landets vævekredse.
Vedtægterne er vedtaget på generalforsamling den 5/10-2014 og §5 ændret på generalforsamlingen i marts 2024.